Nyhedsbrev Netpsych nr. 2, årgang 12, 9. januar 2012
Afghanistan revisited
Ugens nyhedsbrev er sakset fra Information, der havde et interview med forfatter Carsten Jensen. For at få kernen med har jeg luget en del fyldsætninger ud (omkring 2/3), resultatet er skræmmende:
Artiklen kan læses i sin helhed her: http://www.information.dk/219969
Det bør siges til alle unge danskere, der fra nu af melder sig til at gøre militærtjeneste i Afghanistan: Hvis I dør eller bliver sårede, sker det udelukkende for at redde ansigtet på politikere, der selv inderst inde er holdt op med at tro på, hvad de siger …
Unge mænd tror jo på, at de er udødelige, men statistikken viser noget andet: Hvert år, vi fortsætter i Afghanistan, kan koste cirka 10 dræbte, mange flere ender på livstid i kørestole foruden alle dem, der - uden vi ved det eller kan registrere det - vil slæbe rundt på indre ar. Hvis vi fortsat bilder de unge soldater ind, at de skal til Afghanistan for at gøre en forskel, så lyver vi. De vil tage til Afghanistan, og nogle af dem vil også dø, men for ingenting, de vil dø helt forgæves.
Jeg finder det slående, at til trods for al den floromvundne hyldest til os selv, så finder der ikke nogen genopbygning af betydning sted. Reelt er det så uendeligt lidt, vi har udrettet. Det var for eksempel fuldstændigt grotesk at høre udviklingsministeren fortælle om det ‘sundhedscenter’, vi havde stået bag i byen Gheresk. Ud fra omtalen skulle man nærmest tro, at det var en mastodont på linje med Herlev Hospital, men i virkeligheden er det et beskedent hospital med 60 sengepladser, der allerede eksisterede, før vi kom. Den foretrukne operation er amputation, og ifølge danske læger er det mest synlige fremskridt i forhold til før, at de afskårne lemmer ikke længere efterlades på gulvet, men smides ud af vinduet, så hundene kan æde dem.
Man kan tage det ene såkaldte fremskridt efter det andet, som danskerne har medvirket til, og pille det fra hinanden. Realiteten er, at vi ikke længere taler om at opbygge en moderne afghansk stat med demokrati, ytringsfrihed osv. Nu taler vi kun og udelukkende om sikkerhed, og det betyder en eneste ting: At vi er på vej ud. Om vi gør det nu eller først om to år, er revnende ligegyldigt. Vi vil forlade Afghanistan, og det vil synke hen i endnu mere anarki og kaos. Så vil vi lære at leve med Afghanistan, som vi i dag lever med Irak, hvor vi også havde danske soldater, nemlig ved at vende ryggen til det. Når den sidste danske soldat har forladt Afghanistan, bliver landet et nyt sort hul i mediefladen.
(Før et besøg i en dansk/britisk lejr skete følgende). Vi skulle gennem et check-point, der var omgivet af lervolde, og der sad en håndfuld mænd med AK 47’ere med tilhørende magasiner i bæltet og uniformer, der så ud, som om de stammede fra et militært overskudslager. Det var medlemmer af Mullah Daouds private milits, som formedelst kontant betaling holder vagt om Price-lejren. Militsen blev betalt 20.000 dollar om måneden, måske ikke så meget for at holde Taleban på afstand, men snarere for ikke at overdænge lejren med mortergranater.
For amerikanerne har Afghanistan ikke været andet end en skydebane. De har indtil for nylig set operationen som en lavbudgetinvasion, og det betyder konkret, at det primære mandskab på marken skulle udgøres af lokale militser. Og hvem var så det? Det var alle de warlords, som Taleban afsatte og undertrykte, fordi de repræsenterede det totale kaos, som Afghanistan var havnet i efter først en borgerkrig, så en sovjetisk besættelse og siden endnu en borgerkrig. Amerikanerne reinstallerede i realiteten anarki og kaos. Og derved har de på forhånd umuliggjort projektet med at opbygge en moderne stat.
For to år siden viste en opgørelse, at der i Afghanistan var 180.000 bevæbnede mænd fordelt på 2.700 militser. Tilsammen er de talrigere, de er mere veltrænede og frem for alt er de mindst lige så godt bevæbnet som den afghanske hær.
Taleban var den frygtelige gud, som indførte en brutal orden, der gjorde ende på anarki og lovløshed. Hvis valget står mellem den totale lovløshed og fanatikere som Taleban, så vil Taleban fremstå som et bedre valg, fordi de lagde ulven, altså de lokale krigsherrer, i lænker. Alle mennesker har brug for lov og orden, men det er ikke det, vi har givet afghanerne. Hvad vesten gjorde, var at befri ulven for sine lænker, da vi invaderede landet.
Det, vi nu omtaler som (præsidentens) korruption, dækker over den bitre kendsgerning, at han for at regere er nødsaget til at alliere sig med de lokale Jønker. Dem har vi jo bragt til magten. Når en menig afghaner ser en vestlig soldat, så er det, han tænker: Der går en af Jønkes venner. Så det er gået galt for os fra starten, selv om vi retorisk har forsøgt at rette op på det med al den tale om genopbygning og om at gøre en forskel.
Vi er på fortvivlende og ukyndig vis blevet draget ind i en borgerkrig, der mere eller mindre heftigt har stået på over mange årtier i Afghanistan, nemlig mellem en intellektuel Kabul-elite, der for enhver pris og med brutale metoder ønskede et moderne Afghanistan, og en landsbynationalisme, der ønsker at bevare den traditionelle livsstil. Den borgerkrig dukker op igen og igen, og vi tror måske, at vi har fat i noget ægte lokalt og traditionelt, når vi allierer os med en lokal milits. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at efter så uendelig mange års krig er det ikke kun huse og veje, der ligger i ruiner, det gør landets sociale og kulturelle strukturer også. Og da vi ikke fra starten var villige til at punge ud med, hvad det ville have kostet rigtigt at genopbygge landet, må vi i dag betale prisen for kun at have satset på militær tilstedeværelse.
Talebans måde at føre krig på er jo kopieret fra den maoistiske folkekrig. Det betyder, at man skal se udviklingen i et næsten endeløst langt perspektiv, hvor talebanerne satser på at knække modstanderens politiske vilje til at fortsætte krigen - frem for selv at vinde hvert enkelt slag.
- Vestens invasion har fået et par millioner afghanske piger til at gå i skole. Hvilken fremtid vil de have i det kaos, vi så efterlader os?
Vores svigt kunne ikke være mere totalt. Vi har ikke kun svigtet det afghanske folk, men også vore egne løfter og sidst, men ikke mindst vore egne soldater.
( sammendraget af og med venlig hilsen – en følsom kyniker)
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych