NetPsych nyhedsbrev d. 2. april 2012

Email icon Emne: Livets skrøbelighed

Nyhedsbrev Netpsych nr. 14, årgang 12, 2. april 2012

Livets skrøbelighed

Livets uendelige skrøbelighed overses af alle. Vi er her kun i et uendeligt kort sekund målt op mod universets æoner af milliarder af år og alligevel betragter langt de fleste sig som udødelige og lever, som om livet varer uendeligt.

Meget, meget hurtigt kan en sygdom eller ulykke bremse dette. Jeg er kun et hjerteslag fra min død og i disse år, hvor mine forældres generation er ved at takke af og lukke ned, bliver jeg hver eneste dag mindet om min egen skrøbelighed. Jeg vil ikke gå så vidt som Schopenhauer, der citeres for følgende:

Livet er en uendelig lidelseshistorie, blottet for mening og fornuft. Intet har værdi i sig selv. Værdi er en er en oplevelse hos mennesker, der en stakket stund bevarer illusionen om at leve. Kun gennem smerte og tabet viser livet sit sande ansigt.

Jeg vil hellere betragte livet som en forunderlig gave, et gode, hvor der i alle paradis er en slange eller to, der må betragtes som den risiko der følger de gode og stærke oplevelser. Alting skabes og alting forgår som årstid, der følger årstid. Alt har sin værdi og sine ulemper. I barndommen er man prisgivet forældrenes og omgivelsernes gode luner og intentioner, men høster glæden ved at udvikle, at lære og drage erfaring.

I ungdommen kan man uddanne sig og løsrive sig fra familiens snærende bånd for at stifte sin egen.

De mange arbejdsår der følger er livgivende og ved gode karrierer givende både menneskeligt og økonomisk også selv om man så småt begynder at mærke sin egen svaghed og skrøbelighed.

I alderdommen er der tid til eftertanke, der er et regnskab at gøre op med måske tid til at slutte fred med sine fjender. De fleste gamlinge jeg har mødt, har sjældent fortrudt noget de har gjort. De bitre, der fortryder på kanten af livets slutning, er de der fortryder hvad de ikke fik prøvet eller forsøgt.

Livet er en forunderlig gave, men det er en gave til låns. Livet skal prøves, bruges og leves. Glæd dig over de ting du virkelig er i stand til i stedet for at græmmes over begrænsningen. Se muligheden i stedet for begrænsningen. Lev livet og lev vel.



Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage