NetPsych nyhedsbrev d. 30. april 2012

Email icon Emne: Speciallægemangel

Nyhedsbrev Netpsych nr. 18, årgang 12, 30. april 2012

Speciallægemangel

Det er en meget gammel nyhed, at der er stor mangel på speciallæger her i landet og nok mest mangel på dedikerede psykiatere. Det er ligesom at styre et luftskib, det er svært at sætte i gang og det reagerer trægt på roret, så der går langt fra mangel på psykiatere til der er trænet en ny årgang op. Måske derfor har beslutningstagerne ladet stå til og måske håbet at problemet ville løse sig selv.

Men problemer forsvinder nu engang ikke ved at lukke sine øjne og tælle til tre. De er der fortsat derefter. Vi kommer til at indstille os på mangel på psykiatriske speciallæger i lang tid fremover med mindre politikerne mod forventning gør følgende to ting:

1. Afskaf de ledende overlæger. Det er grotesk at en læge først skal bruge 5-8 år på at blive læge og efterfølgende omkring 10 år på at blive speciallæge for derefter som ledende overlæge udelukkende at være bureaukrat og 100 % af tiden blot sidde til møde. Uanset hvad man kalder dette er det grotesk spild af tid og kompetence. På landsplan vil der kunne frigives snesevis af speciallæger til patienternes bedste, hvis blot lederne accepterede, at andre tager det administrative over.

2. Afskaf de privat praktiserende psykiatere og lav et enstrenget behandlingssystem. Det er ikke sundt for en entydig anstrengelse for patienternes bedste, at der er de store overlap af de privat praktiserende psykiateres behandlingstilbud med de forskellige lokalpsykiatriske behandlingstilbud. Når der kun er en kasse til at betale gildet, er overblikket lettere end med de nuværende to kasser. Man slipper for dobbeltbehandling til nogle og manglende tilbud til andre.

Jeg forventer ikke at nogen af tingene sker, man er nu i stedet ved at konstituere de læger der er under uddannelse til psykiatere til at blive overlæger. Umiddelbart en god løsning, men at fungere som overlæge er nu om dage øretævernes holdeplads. I den ene ende intrigerer de mange alfa hunner blandt plejepersonalet, i den anden de yngre læger, patienterne klager når de bliver udsat for tvang (det manglede da også bare), mens de pårørende klager når tvangen ophører. Patient og pårørende organisationer som Sind, Bedre Psykiatri og LAP blander sig bedre vidnede (Hvilke krav stilles der til kritikerne ud over at de råber højt?), ledelsen kræver besparelser og opstramninger og slutteligt kommer sundhedsstyrelsen med sine skrivebordsdirektiver betegnet vejledninger (Det er en lodret ordre og ikke en vejledning).

Denne cocktail kunne også kaldes for stress fremkaldende med et mildt ord, men det er den kliniske hverdag.



Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage