NetPsych nyhedsbrev d. 7. maj 2012

Email icon Emne: Venner

Nyhedsbrev Netpsych nr. 19, årgang 12, 7. maj 2012

Venner

Her er et nyhedsbrev til Leif, Bent, Flemming og Michael. De har alle været mine nære kolleger i de danske fængsler og er alle stoppet deres aktive karriere år før planlagt som følge af nedslidning og psykiske problemer.

Det er ikke specielt kendt, at det kan være hårdt at arbejde med kriminelle. De kriminelle kan ofte ikke regne, men de kan til gengæld regne den ud. Metoderne er manipulation, løgnehistorier og trusler eller direkte vold. I de fængsler jeg servicerer, er der ofte vold blandt de indsatte og ofte mod de ansatte.

Jeg selv er heldigvis nogenlunde fredhellig, idet de indsatte ganske udmærket ved, at jeg har en forfærdelig magt, idet jeg med en enkelt erklæring eller anmeldelse kan forlænge eller forkorte opholdet i Hotel Gitterly med adskillige måneder. På den anden side oplever jeg fra tid til anden at blive manipuleret og diskret presset til at ordinere de eftertragtede benzodiazepiner eller seroquel® gennem mine knap tyve år som lægekonsulent, har jeg kun været svært truet eller forsøgt overfaldet sølle fire gange. Alle gange med anmeldelse og tillægsstraf til følge.

Det er værre med fængselsfunktionærerne også kaldet fangevogterne. Der stilles ikke de store krav til deres uddannelsesmæssige baggrund, men de skal have en ren straffeattest. Deres uddannelse er honoreret og forkortes til PP (På Prøve). Man luger kraftigt ud blandt dem, der er personlighedsforstyrrede, faget trækker de, der synes det er sjovt at lukke medmennesker inde i små lokaler som en ren magnet. Der er faktuelt større frafald i denne uddannelse end ved F-16 pilot aspiranterne.

Stort set alle der efterfølgende får fastansættelse er almindelige, myndige og rolige mennesker med stor empati for andre, men deres pensionsalder er kortere end solodanserne fra det kongelige teater. De forlader i snit faget midt i fyrrene. Mine knap tyve års erfaring har da også kun to eller tre, der holdt ud til folkepensionen.

Det slider at været intimideret, manipuleret, truet og forhånet af hærdede kriminelle. På trods af stor opmærksomhed og fokus er det ikke muligt at bygge et fængsel, hvor de ansattes tryghed er optimal. Det bliver så som de amerikanske ”Max Security” fængsler med en nedværdigende afsoning for fangerne.

Nogle når at mærke den kroniske stress inden de bliver for syge, andre melder sig syge en dag og kommer aldrig igen og andre igen møder ind på arbejde, tænder for computeren og sidder bare og stirrer indtil en anden bemærker, at der er noget galt.

Mine venner gjorde alle alt på deres arbejde og de betalte alle prisen med en svagelighedspension som en ringe belønning for langvarig tjeneste. Hvis i læser dette brev, er det med en inderligt ønske om et velfortjent otium og gode, sunde og stækkeoplevelser i fremtiden især også til jer.



Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage