Nyhedsbrev Netpsych nr. 36, årgang 12, 3. september 2012
Pest eller kolera
Der er atter nyt fra min sjællandske kollega, der ikke selv vover at lægge navn til sine synspunkter. Hun skriver:
Det sker at man befinder sig i en situation, hvor der ikke er nogen praktisk eller politisk korrekt løsning. En sådan situation betegnes af nogle som ”djævelens alternativ” af andre som ”valget mellem pest eller kolera”. Lige meget hvilken handling man som ansvarlig læge foretager sig, vil den kunne kritiseres og klandres.
Vi kommer til at kridte banen op med et par uomgængelige men alligevel korrekte fakta om end disse periodisk omformuleres af både patienter, interessegrupper og beslutningstagere:
1. Det sker fra tid til anden af indlagte psykisk syge patienter bliver voldsomt ud ad reagerende (læs: voldelige) under deres ophold på psykiatriske afdelinger.
2. Det må være evident, at vold, uro, devaluerende opførsel, våbenbrug og direkte personangreb mod personale under indlæggelse eller ved enhver anden kontakt uanset charge er utilstedeligt.
Vi må således acceptere forskellige værktøjer til imødegåelse af volden fra patienternes side. Den umiddelbare løsning med bedre normeringer, bedre indretning af afdelingerne, individuelle hensyn og skånsom mandsopdækning er den bedst tænkelige løsning, men samtidig ikke praktisk muligt. Der er alt for stort et pres på afdelingerne, mangel på erfarne plejepersonale, manglen lyst til at arbejde med voldelige patienter og budgetterne bliver konstant værre, med nedskæringer efter grønthøstermetoden, med en til to procent om året.
Der er således kun tilbage de to umulige valg:
1. Tvangsmedicinering med beroligende og antipsykotisk medicin i doser, der tangerer eller overskrider forgiftningsgrænsen, hvilket blandt fagfolk noget kynisk omtales som det såkaldte ”kemiske nakkeskud”. Fordel herved er en tilsyneladende rolig patient, mens ulempen er uetisk klinisk tilgang med en forrygende sandsynlighed for bivirkninger eller svækket vejrtrækning.
2. Tvangsfiksering med bælte og passende mængder hånd- og fodremme i perioden hvor patienten er særligt voldelig. Et rigtig dårligt udgangspunkt for fremtidigt samarbejde, hvem vil have tillid til den læge der blot binder sin patient til sengen. Ligesom der her ved langvarig fiksering er en stærkt øget sandsynlighed for udvikling af blodpropper i både ben og hjerte.
Paradokset er smukt illustreret på en psykiatrisk afdeling i København, hvor man angiveligt tidligere anvende sovemedicin i ”elefantdoser” til urolige patienter. Dette bevirkede en ganske nydelig nedgang i den anvendte tvang. Efter anonyme klager over denne praksis, blev den forladt og tvangen er nu som forventeligt steget til tidligere niveau.
Fik jeg nævnt at politikerne gerne ser anvendelse af tvang reduceres med 20 % om året, uden tilførsel af yderligere ressourcer og uden anvisning på hvordan.
Jeg modtager meget gerne løsningsforslag til dette umulige paradoks. (gælder også mig selv)
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych