Nyhedsbrev Netpsych nr. 47, årgang 12, 18. november 2012
Dobbeltmoral
Man siger nogle gange sarkastisk, at moral er godt og, at dobbeltmoral er dobbelt så godt. Det er desværre ikke nogen joke idet det fortsat praktiseres i visse sammenhænge inklusivt de højt uddannede retspsykiatere. Jeg har her en ny og smertelig oplevelse fra min sjællandske kollega, som endnu engang frustreres over tingenes sammenhæng.
Udgangspunktet er enkelt: Det psykiatriske patientklagenævn skal behandle klager over den psykiatriske behandling. Nævnet består af tre personer, en jurist, der leder slagets gang, en repræsentant fra en organisation under de sindslidende (almindeligvis en velbehandlet sindssyg person) og en lægelig repræsentant i aktuelle tilfælde en pensioneret læge med speciale i diagnostisk radiologi.
Det siger sig selv, at denne bedrøvelige trio ikke har den fornøden ekspertise til reelt at bedømme om en speciallæge i psykiatri har udøvet sin lægekunst på betryggende vis, så derfor er der også tilknyttet særlige eksperter som rådgivere, læs rigtige psykiatere, der gerne vil vurdere deres kollegers gøren og laden.
Oplægget er her temmelig klart: der kan ikke tolereres brug af benzodiazepin ud over en ganske kort periode, aldrig uden en behandlingsplan og aldrig uden en nedtrapningsplan. Det samme gælder for sovemedicin og slutteligt kan der kun anvendes et middel mod psykose af gangen.
Afsætte var således tydeligt da en pårørende klagede over sin søns behandling. Han fik benzodiazepin i form af rivotril® i liberale doser, en solid dosis sovemedicin og var medicineret med ikke mindre end tre forskellige midler mod psykose.
Alt var således lagt op til en solid påtale til den behandlingsansvarlige psykiater – men denne havde trods alle ods en ganske god sag, hun havde ganske enkelt blot videreført den behandling som den særligt dygtige rådgiver for patientklagenævnet selv havde i værksat i sin egenskab af retspsykiater.
Jeg glæder mig meget til udfaldet af denne klagesag, der kommer nok en del ”uld i mund” endnu et eksempel på den alt for omfattende DJØF ficering af landet og hvorfor vi har verdens største offentlige sektor. Min sjællandske kollega anser som mange andre, at patientklagenævnet er inderligt overflødigt. En retsinstans, hvor afgørelserne er endelige ved første behandling uden mulighed for appel eller prøvelse ved en højere retsinstans, altså et fuldstændigt fejlfrit og ufejlbarligt system. Mærkeligt - i sagen mod den tidligere læge Søren Ventegodt begik de ikke mindre en 19 (N I T T E N) graverende fejl, uden det blev påtalt.
Retssikkerhed for sundhedspersoner? Glem det, vi er jaget vildt uden nogen form for demokratiske rettigheder, men til gengæld uanede muligheder for uansøgt afskedigelse og tjenestelige samtaler.
For at pleje egne interesser er det nødvendig med en sluterklæring. Dette nyhedsbrev er naturligvis ren fiktion. Kunne noget rettænkende menneske virkelig forestille sig, at dette er vilkårene i det danske sundhedsvæsen eller retssystem? Nej vel i naive læsere. God dag til alle.
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych