NetPsych nyhedsbrev d. 24-11-03

Email icon Emne: Helbredets alfabet

Helbredets alfabet

Nyhedsbrev Netpsych nr. 48 årgang. 4 dato: 24-11-03






Helbredets alfabet



Det er ikke altid, at vi tænker på de ting vi selv kan gøre, og de ting vi burde lade være med for at få et bedre helbred og en bedre livskvalitet. Jeg har samlet dele af de elementære læresætninger, og sat dem op alfabetisk, for at danne en nem huskeregel:

A:

A står for alkohol, der er i vore samfund alt for mange der er afhængig af alkohol. Det koster knuste skæbner, brudte familier og opgivne karrierer. Sundhedsstyrelsens anbefaling om maksimal 14 genstande pr uge til piger og 21 til drenge, er nok lidt for streng, men en god rettesnor.

B:

B står for benzodiazepiner, eller stesoliderne/alopam/rivotril etc. Denne medicinske stofgruppe er noget nær en skændsel. Den kan sammenlignes med alkohol på pilleform, og bør aldrig indtages i perioder længere end 4 – 8 uger og kun med nedtrapning for øje. Lang tids brug af benzodiazepiner bevirker: Hukommelsestab, søvnbesvær, manglende indlæringsevne og depressioner.

C:

C er cigaretter, der dør hvert eneste år her i landet 13.000 mennesker direkte som følge af rygning, det være sig med rygerlunger (kvalt indefra) hjerte- karsygdomme eller kræft. 20 cigaretter dagligt koster før skat kr. 35.000- om året og 10 til 20 års korte levetid.

D:

D er slang forkortelse for dope, eller narkotika. Der er i Danmark ca. 5.000 narkomaner, der står for 70 – 80 % af kriminaliteten (berigelseskriminalitet) Narkotika æder sjælen op, udløser depressioner og sindssygdomme, forkrøbler legemet og efterlader narkomanen isoleret, personlighedsændret og fornedret. udtrykt på engelsk: DONT DO DRUGS.

E:

E er energi. Vi har alle positive energier, som vi skal forvalte. Energi skal brugen til positive ting, at leve rigtigt, dyrke motion være noget for sin familie og vennekreds, at udføre et stykke arbejde til egen og andres tilfredsstillelse. Undgå at bruge energien til at se TV dagen og natten lang, undgå kritik og aggressioner, lev positivt.

F:

F er føden. Det er vigtigt med en konstant varieret, lækker og tilpas kalorierig mad. Alt for mange lever ensidig af Junk-food, slik chips og sukker. Brug måltiderne som familiens samle- og hyggeoplevelse og varier kosten med rigeligt med grønsager, frugt og grove brød.

G:

G er glæde. Selv midt i den dybeste depression er der et eller andet man kan glæde sig over, det er svært men det er et af værktøjerne man kan anvende for at kravlen mod enden af tunnelen og atter se lyser. Dermed er ikke sagt at der ikke er plads til sorg ved dødsfald eller ulykker i nærmeste familie og vennekreds. Man kan foretage for megen ”positiv reformulering”

H:

H er hjælp både givet og modtaget. Vær ikke bange for at hjælpe dine medmennesker i nød, kun meget få bliver stødt over et tilbud om en hjælpende hånd. Det er heller ikke ”forkert” selv at bede om hjælp, når problemerne tårner sig op, det er OK at sige fra og bede om støtte.

I:

I er inspiration, at tage ved lære af andre, at blive inspireret til selv at gøre en indsats til det bedre.

J:

J må være jokketuren, der giver sved på panden og varme i kroppen en kold efterårsdag.

K:

K er kemi, den kemiske sammensætning af kroppen og hjernen er afgørende for vores grundholdninger og de sygdomme, vi evt. kunne pådrage os. Det fritager os dog ikke fra at opføre os anstændigt overfor vore medmennesker.

L:

L er løgnen, den er fristende nem at bruge når man ikke har de gode nyheder at fortælle, men den kommer altid tilbage og man kan let vikle sig ind i et net af løgne, der forpester tilværelsen. Sig sandheden, nogen gange nænsomt og andre gange ikke hele sandheden, men vær oprigtig.

M:

M er motion, alle kendte sygdomme vil få et mildere forløb hvis patienten er i nogenlunde god form. Det er ligegyldig om motionen er en tur rundt om den lokale andedam eller som triatlon, men det er kun dig selv, der kan dyrke motionen.

N:

N står for nej, det er OK at sige fra, hvis du ikke har de store ressourcer, andre vil kunne klare sig uden din hjælp. Hvis du ikke har overskud til dig selv, bør du sige fra overfor andre.

O:

Omtanke, ikke hovedkulds at kaste alle erfaringer bort ved den nyeste modestrømning.

P:

P er piller, når man har et handikap er det fint med hjælpemidler. Briller hjælper den svagtseende til at se bedre og den rette pille på den rette måde kan hjælpe den syge til et bedre liv.

Q:

Q er ”qualitet” det være sig bedre medicin eller bedre behandling modtaget fra de professionelle, der har en pligt til løbende at opdatere deres viden og kunnen.

R:

R er respekt for andre og deres holdninger, ikke blot at frem buse med egne synspunkter.

S:

S er SEX, dejligt at give og nyde, besværligt at vedligeholde i hverdagen men et uundværligt krydderi på tilværelsen. Forkæl din partner og glæd dig til at modtage svar.

T:

T er teorier, uden teorier om sygdomme ingen rationel behandling.

U:

U står for undervisning. Alle skal have undervisning. De professionelle for at blive dygtigere, de pårørende for at forstå, og de syge for at kunne leve bedre med sygdommen.

V:

V er vegetarkost. Jeg vil ikke personligt anbefale at blive vegetar, men husk på kostpyramiden, med alt af det grønne hver dag.

X:

X-perterne og deres meninger. Selvom de er x-perter er deres personlige mening ikke bedre end din, men den professionelle mening, når den underbygges af solide videnskabelige data må respekteres.

Y:

Y er yderligere indsats for at få det bedre.

Z:

Z er zombie, en betegnelse for en levende robot. Hvis du lader dig gøre til medicinafhængig specielt af benzodiazepinerne, er dette en ubehagelig mulighed.

Æ:

Æ er de ændringer, der skal gennemføres for at alle kan leve et godt liv.

Ø:

Ø er reserveret til Ødipus. Selv om salige Freud er død for mange år siden, må han alligevel respekteres for beskrivelse af dele af psykopatologien.

Å:

Å er åbenheden, hvor man reelt fortæller hvor skoen trykker, og hvor det gør ondt i stedet for blot at regne med, at andre kan læse ens tanker.







Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych.




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage