NetPsych nyhedsbrev d. 7. april 2013

Email icon Emne: Lockout og strejke

Nyhedsbrev Netpsych nr. 14, årgang 13, 7. april 2013

Lockout og strejke

Som tiden er gået er indholdet af mit beskedne nyhedsbrev ændre. I begyndelsen umærkeligt, men som tiden er gået og jeg er blevet ældre, har nyhedsbrevet mere og mere fået karakter af en forhenværende ”vred ung mand” til en ”gammel sur mand”. Jeg må dog indrømme, at det falder mig svært at afholde mig fra syrlige og bidske kommentarer til den stor og små begivenheder. Selvom det desværre ofte er nødvendigt at maskere mine indlæg, læs: Lade en kollega fra Sjælland komme med de mest kontroversielle indspark. Jeg er utrolig glad for disse kommentarer som jeg selv endnu ikke har mod til at forfatte. Med tiden er nyhedsbrevet således skiftet fra overvejende fagligt til socialt.

Jeg har gentagne gange lovet og truet med en pause eller moratorium i nyhedsbrevstrømmen, men det er ikke muligt for mig at sidde flere aktuelle begivenheder overhørige. Den mest iøjnefaldende er den aktuelle konflikt på skoleområdet, hvor lærernes arbejdstid skal ”normaliseres” – herlig formulering. Det ligger således implicit, at landets degne i alt for mange år har haft alt for gunstige betingelser for deres virke. Arbejdsgiverne har da også overfladisk en ganske god sag, det er naturligvis uholdbart, at lønmodtagerne selv tilrettelægger deres arbejdsdag og i aktuelle situation angiveligt tilkender sig selv adskillige forberedelsestimer til hver eneste lektion, uanset om det er at dømme i høvdingebold i første klasse eller at have samtidsorientering i de højere klasser. Der er naturligvis et åbenlyst misforhold, hvis dette ellers er sandt. For i enhver konflikt og krig er sandheden nu engang det første offer.

Jeg vil modigt tilskynde lærerne til fortsat faglig kamp og her bringe min ringe person i spil endnu engang. Jeg har nu i samfulde tre år. Ja du læste rigtigt knap 40 måneder haft en konflikt med mine forskellige fængsler. Min fagforening mener, at vi skal have ca. 750 kr. i timen, mens staten har tilbudt omkring 720. Hæng mig ikke i bagatellerne, men det er omkring dette niveau. Det sørgelige faktum er, at jeg har strejket i det omtalte tidsrum. Nå ja strejket. Jeg har arbejdet som vanlig, men nu efter regning og mine krav modsvarer min frisør eller vinduespudser med over en tusse i timen. Valget for fængslerne er meget let enten betal eller undvær den lægelige service.

God konflikt til lærerne, det er en tabt sag, der for længst er afgjort i regeringen (hvem havde troet dette om en blegrød regering) og tusinde tak til de dejlige bureaukrater i personalestyrelsen, der sikrer mig en løncheck på størrelse med præsidenten for højesteret hver eneste måned. Jeg har meget svært ved at holde masken hele vejen hen til banken.



Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage