Refleksioner over døden

Ikke det mest positive emne for et nyhedsbrev. På den anden side et faktum vi alle bør og skal forholde os til. Det absolut eneste sikre ved livet er jo, at ingen har overlevet det og at det næppe heller vil ske i de nærmeste decennier.

Døden er sikker, den er ubarmhjertig og man kan kun købe sig en stakket frist ved sund levevis, god kost, motion og forebyggende undersøgelser. Alligevel, døden vil indhente såvel dig som mig på et eller andet tidspunkt.

Grunde til emnet for nyhedsbrevet er et dødsfald i min personlige omgangskreds, en rar og skikkelig mand, der tilsyneladende levede ganske fornuftigt, han røg ikke, drak ikke for meget og var både motionist og omhyggelig med sin ernæring. Alligevel blev han ganske uventet fundet død til stor forfærdelse for alle hans kontakter. Hans obligation var trukket ud, hans livslys slukket.

Der er ingen retfærdighed. Nogen får en lang og pinefuld dødskamp med cancersmerter hvor ethvert led og hver knogle smerter som helvede, nogle oplever organsvigt og drukner over måneder i eget blod, nogle får hjerneblødningens nådesløse lammelse og nogle går ud som et lys fra det ene sekund til det andet.

Min ven oplevede det sidste, ikke den ringeste måde at komme videre på, men på den anden side, når vi nu ved, at døden er et uomgængeligt faktum, er det så ikke på sin plads at bruge en time eller to på at forberede sig selv og sine nærmeste?

Jeg har skrevet mit livstestamente, hvor alle mine halvgamle organer gavmildt kan leve videre i syge medborgere, i det omfang det er muligt. Jeg har efterladt en videooptagelse til min familie med mine ”sidste ord” (jeg omtaler dem spøgefuldt som ”min første vilje”), jeg har sat midler til side til en ordentlig abefest når jeg sidder enten hos sct. Peter eller den hornede (eller blot er genfødt til et nyt forsøg, de molekyler, der har udgjort min krop vil på en ene eller anden måde fortsat eksistere).

Jeg har tydeligt gjort opmærksom for min familien, at jeg vil begraves i en skov for at blive et nyt stærkt træ.Jeg har svoret, at de af mine efterladte,der er tatoverede bliver arveløse.

Jeg har taget stilling. Alle kan være enige eller uenige, men for dine pårørendes skyld, de kan lige pludselig står overfor dit afsjælede legeme. Tag stilling, lav et livstestamente (dødstestamente) så dine efterladte kan give dig den begravelse som er i din ånd, så du for den sidste - eller første gang får fortalt dine kære, hvor meget du elskede dem og hvor meget du fortryder ikke at have sagt det tit nok.

Lev dine dage i fred, respekter din familie og dine venner, få gode stærke oplevelser, nyd livet, det er kun til låns og lev hver eneste dag, som var det den sidste. Til min unavngivne afdøde ven er der kun et sidste: hvil i fred, vi ses måske igen.

Med venlig hilsen

Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych

Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.