Den indre svinehund

Jeg har lige brugt en times tid i familiens skød med at se endu et talentshow på tossekassen. Der kører en del, hvor den almindelige dansker kan prøve kræfter med sine talenter, muligheder og få en kvalificeret bedømelse af professionelle show mennesker. Det vil sige, der ligger efter aftenens underholdning et par bitre bemærkninger til udskejelserne på fladskærmen.

Det er med mindelser om den indre svinehund, den personlige skadefryd, en udlevelse af at vi er i Jantelovens fædreland. De enkelte shows er stort set ens sat op: et kryds på gulvet, delinkventen (offeret) kommer ind fra højre, præsentere sig og får alt fra 2 sekunder til 2 minutter til at leve sine evner ud.

Der er enkelte, men kun ganske enkelte der har et talent, der er værd at ofre opmærksomhed på. der er ufatteligt få, der kan brænde igennem og vise noget nyt, spændende eller så underholdende at det er umagen værd. Disse ganske ganske få, skal naturligvis næres og støttes, så deres lys kan skinne så klaret og tydeligt som muligt. Men dette  nyhedsbrev der dedikeret til den enorme restgruppe.

I gør jer selv til grin og får en lydig hær af medhjælpere, der hjælper jer dermed. I har måske øvet jer foran spejlet derhjemme med at folde papir til æsker, sat personlige rekorder i at bøvse, eller danset lidt kejtet. De værste er de elendige sangtalenter, der åbenlys ikke kan synge, men hvor udsendelsernes redaktører nådesløst udleverer dem på det groveste. En ting er en teenager, der selv er tilfreds med sin version af “My Way”, men at familie, venner og andre i deres nærhed ikke formår at afhold dem fra at få deres berømte femten sekunder gøren sig selv til grin. Når de så kommer til audition følges de mest latterlige endda tæt af kameraet og der bliver bygget en forventning om et supertalent op. Det holder lige til de første toner, hvor den hæse umelodiske stemme, tonedøvhenden, den manglende situationsfornemmelse og elendige timing skriger sin foreløbige ubarmhjertige dom.

Det må antages, at det er “god underholdning” at se talentløse medborgere gøre sig selv til grin, men er det god stil? at lefle for min indre svinehund, at få mig til at tænke “godt det ikke er nogen jeg kender” eller hånligt udveksle øjne med familien, idet det aldrig en svært at spotte en show bizz taber.


Nej, det er dårlig stil fra producernes side, denne leften for vores slet skjulte skadefryd, at se de psykisk syge udlevere sig selv med manglende situationsfornemmelse og fraværende selvkritik. Det er skadefryd, hånlighed og total mangel på empati for andre.

Med venlig hilsen

Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych

Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.