Psykiaternes møgsager

Der har ulykkeligvis været flere sager om farlige psykiatere i de sidste par år. Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at hele hospitalsafdelinger systematisk har groft overmedicineret indlagte patienter og at ledelsen enten har opfordret til systematisk overmedicinering eller selv har gået front. Samtidig har der været flere sager med privat praktiserende psykiatere, der enten via en hjerneskade eller konsekvent dårlig behandling endeligt efter mange års advarsler har fået indskrænket deres virke.

Det logiske spørgsmål om hvordan det har kunnet gå så galt er desværre svært at besvare, men rummer en del elementer som landet vise fædre kunne dvæle en stund ved.

Jeg har personligt arbejdet perifert sammen med flere af disse bedrøvelige læge og kender flere af de andre via undervisning og kursusaktiviteter og jeg finder, at der er flere fælles træk, der har forsinket korrektionen af adfærden.

Det første karakteristika er, at de sandsynligvis har haft en adfærd, der på ingen måde tillader kritik eller korrektion. Alle var enten ledere på en afdeling eller selvstændige og var således placeret øverst i hierarkiet. Dette efterlader deres underordnede i en uheldig situation, der er ikke mange der vil ofre egen karriere på at kritisere en afdelingsledelse. De fleste yngre læge under uddannelse skal maksimalt være to år på hver enkelt afdeling og hellere bøje nakken i den periode end at udsætte sig selv for chefens kritik og mulighed for at få afsluttet ens fremtid før den er kommet i gang.

Et andet karakteristika var at flere arbejdede strikte alene og ikke modtog supervision. Når man er så højt på strå, at man ikke selv bliver superviseret er der i sagens natur store muligheder for at arbejde sig ind i en blindgyde og begynde en behandlingsserie, der ikke er effektiv. Det er jo et gammelt ord at videnskaben kun udvikler sig fordi også videnskabsmænd selv dør. Det er ulig lettere at følge sine handlinger konsekvent til dørs end at skulle skifte strategi og holdning midtvejs. Det er aldrig rart, at erkende egen fejl.

Næste ledetråd er selve ledelsens evindelige paradoks. Det er mig alene, der har ansvaret som leder. Jeg er sat i min stilling for at udføre ledelse og sætte de mål vi sammen skal nå. Jeg har fået min stilling i kraft af min dygtighed og mine evner. Det er der ingen der skal lave om på og da slet ingen, der skal stille spørgsmål derved. Med et sådant leder-ego er der langt til omstillings parathed og konstruktiv refleksion over egne handlinger.

Sidste led i denne bedrøvelige kæde er tilsynet fra myndighedernes side. Man kan sige mange gode ting om behov for et effektivt tilsyn. Det bedste at sige er vel, at der er plads til forbedringer. Det er desværre er de tilsynsførende ikke klinikere men skrivebordslæger. For at udføre et sikkert og kontrollerende tilsyn, skal dette ubetinget udføres af de førende klinikere, der selv er speciallæger i faget. Der er muligt at myndighederne på nogle områder har kompetencer, men på det kliniske område er de i bedste fald ikke optimalt vidende eller har forældet viden, så deres tilsyn er med min egen vurdering desværre blændværk. Det værste i de mange møgsager er desværre, at der kom rigtig, rigtig mange advarsler mod psykiaterne inden de endegyldigt trådte i karakter.

Tilbage er uheldigvis kun et stort rungene spørgsmål: Hvorfor er det tilsyneladende kun psykiatere, der har så voldsomme problemer??

Med venlig hilsen

Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych

Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.