NetPsych nyhedsbrev d. 14. marts 2016

Email icon Emne: Slyngel terapeuter ?

Nyhedsbrev Netpsych nr. 11, årgang 16, 14. marts 2016

Slyngel terapeuter ?

Der har atter været røre om nogle af mine såkaldte kolleger i dagspressen. Ja faktisk af en grad, der berettiger til katastrofetyper i pressens omtale. De sidste to sager er både lærerige og principielle.

En psykiater er blevet idømt ubetinget fængsel for seksuel samkvem med en af sine patienter. For at føje spot til skade, har der ligeledes været problemer med hans tilgang til sine patienter under arbejde i udlandet. Han har imidlertid atter fået ansættelse her i landet og efter kortere tid kunne han ikke holde den professionelle distance til sine patienter.

Denne sag har to elementer: for det første er det både ulovligt og uetisk at pleje seksuelt samkvem med sine patienter. Ens patienter skal på ingen måde være seksualobjeker, de er i et afhængighedsforhold og skal naturligvis behandles med følsomhed, empati og professionel distance. Det er endvidere fastsat ved etiske terapeutiske retningslinjer og lov, at ingen må have seksuelt samkvem med personer, der er i et direkte terapeutisk afhængighedsforhold. For det andet er det nu efterhånden meget klart, at det er nødvendigt at afstemme enkelte landes sanktioner mod ”slyngel-terapeuter” landene imellem. Det må ikke finde sted, at en nomade terapeut kan rejse jorden rundt og finde nye ofre i hvert land.

Den anden sag er ligeledes tankevækkende. En anden psykiater var tidligere involveret i grov overmedicinering under en tidligere ansættelse. Overmedicineringen var så systematisk og omfattende, at han efterfølgende ikke længere måtte beklæde en ledende stilling indenfor sygehusene, ligesom han obligatorisk skulle arbejde under opsyn. Det gik hverken værre eller bedre end at denne psykiater en overgang arbejdede i udlandet (med flere lignende forhold til følge), inden har atter fik ansættelse her i landet. Hen genoptog han sin tidligere praksis med overmedicinering og er nu endeligt blevet stækket som psykiater, idet han de næste to år ikke må arbejde som sådan, ikke må udskrive psykiatrisk medicin og ikke må udfærdige psykiatriske erklæringer.

Begge sager kunne været stoppet tidligere ved et mere effektivt tilsyn. Det skal dog pointeres at der kun er faldet dom i den første sag, den anden er under efterforskning. Hvis de påståede forhold er faktuelle må jeg dog erkende, at det går ud over min fatteevne, hvad der egentlig er sket for mine forhenværende kolleger med en meget minimal selverkendelse og selvkritik.




Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage