NetPsych nyhedsbrev d. 30. maj 2016

Email icon Emne: Værste psykiske tilstand

Nyhedsbrev Netpsych nr. 21, årgang 16, 30. maj 2016

Værste psykiske tilstand

Jeg har fra tid til anden, når jeg har været sammen med mine medmennesker med sindslidelse, tænkt over hvilken sygdom eller tilstand, der egentlig er den værste af alle. Der er ikke så mange sygdomme i psykiatrien, men de fleste er dels voldsomt stigmatiserende, svært behandlelige eller medfører varigt tab af evner og færdigheder. Så på det alvorlige barometer er vi da trods alt ganske godt med i de psykiatriske lidelser.

Når jeg således gør regnebrættet op overfor den absolut værste tilstand, er der trods alt en tilstand, der skinner voldsom igennem, det kan kun være.

Den oversete sygdom

Hvor mærkeligt det end lyder er det endog meget hyppigt at man får en forkert diagnose. Psykiatri er ikke et eksakt speciale, alt beror på samtale, testning og kliniske observationer. Og der begås fejl, mange fejl. Vi regner med at en dreven psykiater (som jeg selv) kun stiller den korrekte diagnose i 80% af tilfældene, det lyder måske ikke så ringe, men når man over en uge har 100 samtaler er der trods alt omkring 20, hvor jeg har kvajet mig i større eller mindre grad. Det er heldigvis ikke udelukkende min egen skyld. Psykiatri er det modsatte speciale, de syge vil gøre alt for at være almindelige og mange ”normale” vil da hjertens gerne have en diagnose med dennes adgang til: straffrihed efter forbrydelse, forståelse for ens vanskelige sind eller en livslang pension af psykiske årsager.

Den oversete sygdom er ikke helt ualmindelig, men den danner præcedens for rigtig mange efterfølgende samtaler og vurderinger og når der øverst i den elektroniske journal eksempelvis står holdningsløs og manipulerende psykopat er det endog rigtig svært for den rigtigt syge skizofrene patient at overbevise efterfølgende læger, at de ikke er ude på at malke systemet, men blot nu toner rent flag.

Jeg oplever det rigtig mange gange når jeg servicerer de forskellige fængsler, at den psykisk syge, der ”har spillet normal” ved enten de tidlige indlæggelser eller endog ved mentalerklæringer, først langt senere oplever sig selv som så syg, at han må lægge kortene på bordet.

Denne tilstand er så ubærlig at jeg ofte får mine indsatte retur efter en meget kort samtale på den lokale psykiatriske afdeling – alt står jo i journalen og han er velkendt som manipulerende og simulerende.

Det er først her, at jeg trods alt priser mig over at de forskellige journalsystemer i de forskellige regioner endnu ikke kan kommunikere, så min løsning, er som mine kolleger i den modsatte ende af landet: man overflytter patienten og han kan begynde på en frisk og med lidt held få den korrekte diagnose og behandling. Sørgeligt, men sandt.




Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage