Nyhedsbrev Netpsych nr. 2, årgang 17, 10. januar 2017
Psykiatri i en nabogalaxe
Jeg bliver desværre for første gang i nogle år nød til at anonymisere et nyhedsbrev, idet den skinbarlige virkelighed er så grum, at min forfatter vil kunne udsætte sig for søgsmål. Derfor foregår nyhedsbrevet i en galaxe fjernt herfra i en verden der kunne være den danske psykiatriske virkelighed anno 2017.
I galaxen var der stor mangel på de lokale læger, årsagen var forfærdende enkel. Man havde fra vogternes råd i alt for mange år forsømt at uddanne det tilstrækkelige antal læger og på toppen af det havde man tilladt studerende fra naboplaneterne at studere i denne verden. De fremmede studerende tog grådigt imod SU, studieboliger og den gratis undervisning og rejste bagefter hjem til deres fjelde og noget de kaldte ”Systembolaget”. Derved kom der langsom men sikker over en årrække stor mangel på læger i vores verden. Nu tråde politikerne i karakter og forsøgte at redde situationen ved at importere klæger fra andre verdener, oftest kaldet p-verdenerne, dette måske fordi de fleste af disse ellers dygtige læger kom fra Pakkiverdnenen, Polskaverdenen eller Portugiserverdenen.
Dette kunne lige hænge sammen så længe der ikke var specialer, hvor der var meget vigtigt med en præcis kommunikation og værst gik det ud over psykiatrien. Det psykiatriske speciale er det mest spændende og samtidig det vanskeligste. Man skal kunne skelne mellem det sagte og det usagte og man skal kunne skelne bybos klagemål fra en sindig bonde. Vigtigst af alt skal psykiateren kunne skelne mellem de syge, der gerne vil være raske og de raske, der gerne vil være syge. Et meget underligt forhold som de raske aldrig helt forstod.
Politikerne forsøgte atter at hjælpe de travle læger, men fandt hurtigt ud af at lægerne ikke kunne arbejde mere ved at sidde og holde møder og tænke i strategiplaner, så man opfandt pakkeforløb. Hvilket vil sige, at de stakkels psykisk syge borger fik tildelt et forløb alt efter deres sygdom og det forventede gennemsnitlige behov. Denne strategi holdt ikke, men konsekvensen var klar. Efter pakkeforløbet blev patienten erklæret færdigbehandlet og der var ikke flere tilbud.
Desværre forstod hverken de pårørende eller patienterne dette og de blev ved med at være syge. De kunne ikke passe et arbejde, kunne ikke have en indkomst og deres arbejdsliv blev en konstant vekslen mellem aktivering, ressurceforløb og evindelige kurser i at skrive ansøgninger. Regeringen havde nemlig bestemt, at alle havde en eller anden form for arbejdsevne og det var bare at finde den hvorefter de syge kunne få et arbejde. Tidligere havde man ellers givet de kronisk syge uden arbejdsevne en livslang understøttelse, men dette var det ikke arbejde nok i for de raske, der arbejdede med at bevilge understøttelsen, så nu skulle alle de syge i stedet mindst til de blev fyrre år finde sig i skiftende behandlinger, udredninger og ressurceforløb.
For at det hele ikke skulle være for kedeligt skiftede behandlerne også arbejde, idet de slv havde det svært med at vejlede de kronisk syge. Så for hvert ca. 5.te år skulle det hele prøves forfra lige indetil det fyldte 40 år, hvor klienterne endelig fik en understøtelse.
I mellemtiden havde klienterne selv fået en ganske solid erfaring med alle behandlernes plastikord og de begyndte at klage over deres forhold. E oprettede interesseorganisationer og begyndte at brokke sig godt og grundigt. Galaxens politikere trådte endnu engang i karakter og indførte nu dokumentationskrav. På den måde skulle læger nu sidde ved deres computere og dokumentere alt hvad de havde sagt og gjort til patienterne.
Historien er ikke slut endnu, men begynder nu at ligne hverdagen her i Danmark. Der er en jævn følelse af ligegyldighed og opgivenhed blandt mange af de dygtige læger. Mange gider ikke arbejde indenfor det offentlige, men søger arbejde andet steds og de mest erfarne rejser nu til nabolandene hvor man endnu nogle steder kan få lov til at udrede patienterne på den klassiske og fagligt korrekte måde og tilbyde den relevante behandling i den nødvendige tid. Fik jeg lige afslutte med de økonomiske faktum at jeg nu tjener dobbelt så meget på den halve tid med en tiendedel klager og total frihed fra møder, administrativt brok og evindelige DJØF’fere og deres konstante effektiviseringskrav.
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych