NetPsych nyhedsbrev d. 26-07-2004

Email icon Emne: Psykofarmaka

Psykofarmaka

Nyhedsbrev Netpsych nr. 31 årgang. 4 dato: 26-07-2004






Beroligende medicin / Psykofarmaka / Nervemedicin




Det er almindeligt, at mange blander overskriftens tre mediciner sammen. Alle mediciner, der virker på hjernen kan berettige til fællesbetegnelsen psykofarmaka eller beroligende medicin. Der er imidlertid flere undergrupper og de forskellige typer mediciner har en forskelligt virknings- og bivirkningsprofil.

De klassiske beroligende mediciner tilhører stofgruppen barbiturater, det var en stofgruppe der blev opdaget for ca. 100 år siden, og de næste 70-75 år brugt til beroligelse, narkose og mod epilepsi. Virkningen var i begyndelse den efterspurgte beroligende effekt med ”lykkelig ligegyldighed” men der var ubehagelige bivirkninger i form af afhængighed og dødsfald ved overdosis samt krampetilfælde ved brat fjernelse af medicinen. Stofgruppen blev med enkelte undtagelser taget af markedet i slut 70-erne.

De beroligende benzodiazepiner blev efterfølgende markedsført fra ca. midten af 50-erne. De har ikke barbituraternes tendens til dødsfald ved overdosis, men er meget slemme til at udvikle afhængighed og krampeanfald ved brat fjernelse. Stofgruppen anses af mange for en skændsel, og der er næppe ret mange af landets læger, der lever op til sundhedsstyrelsens anbefaling om tilbageholdenhed i ordinationer heraf (Max. 14 dage med sovemedicin og max. 2 måneder med de andre) Benzodiazepinerne har endvidere den ubehagelige bivirkning, at hukommelsen for ny indlært materiale bliver markant dårligere, ligesom de almindelige bremsemekanismer, der hos den enkelte forhindre aggressioner og vold kan forsvinde.

Antipsykotika er velegnede men ikke populære til beroligende formål. Klienterne vil ikke have dem, der kan ikke opnås nogen rus-fornemmelse. Præparaterne er dog effektive til at dæmpe urolige tanker med og til behandling af tankemylder. Der er slutteligt den fordel, at præparaterne ikke er vanedannende.

Slutteligt er nogle typer hjertemedicin i form af de såkaldte beta-blokkere effektive i udvalgte tilfælde, ligesom SSRI-præparaterne (lykkepillerne) kan anvendes.

Hvis du modtager beroligende medicin, vil jeg anbefale at du tjekker indlægssedlen, hvis præparatet er vanedannende, skal dette være anført her. Tag efterfølgende en snak med din læge om den fremtidige strategi.







Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage