NetPsych nyhedsbrev d. 04-10-2004

Email icon Emne: Blandede bolcher

Blandede bolcher

Nyhedsbrev Netpsych nr. 41 årgang. 4 dato: 04-10-2004






Blandede bolcher



Dette nyhedsbrev omhandlet en proces, hvorved ”nogen” har haft en sag og forsøgt – med held - at manipulere en velvillig presse. Der er flere data:

Data et: Psykiatrien i et af landets amter har de sidste mange år haft gunstige vilkår. Psykiatrien har troligt fået stillet ca. 20 % flere ressourcer til driften end tilsvarende naboamter. Da politikerne langt om længe får øje på dette åbenlyse misforhold, skrides der efterfølgende ind med et krav om kapacitetstilpasninger (nyt ord for besparelser). Politikerne har naturligvis ikke nogen interesse i at indrømme overforbruget, de skal jo gerne genvælges, så derfor den mundrette betegnelse, hvor de forsøger at sælge en lukning af en afdeling som en gevinst for psykiatrien.

Data to: Stillet overfor et besparelseskrav på 30 – 40 millioner er der kun en udvej, man påtænker at lukke en af amtets psykiatriske afdelinger. Et hurtigt blik på belægningsprocenten afslører nådesløst af denne er på ca. 50 % på begge amtets to lukkede afdelinger (En lukket afdeling i denne sammenhæng er en afdeling med de sværest syge patienter, der ikke har fri udgang). Det logiske valg bliver derfor at nedlægge en af de lukkede afdelinger. Dette modsvarer tilfældigvis præcist den ønskede besparelse.

Data tre: En nedlæggelse af en afdeling betyder, at de ansatte skal omplaceres, eller afskediges. Det drejer sig om en del ansatte 60 - 70 stykker, hvoraf mange har været ansat i mange år, og vil få det svært ved at skulle flytte eller omskoles. De har et naturligt ønske om at forhindre nedlæggelsen af deres arbejdsplads.

Data fire: Det er vist ved en af de særdeles kvalificerede og ubestridt kompetente overlæger i retslægerådet: Overlæge Kramp, at nedlæggelse af sengepladser i psykiatrien uvægerligt betyder øget kriminalitet blandt de sindslidende.

Foreløbig konklusion: Hvis man nu går let hen over den store overkapacitet og kun ”sælger” budskabet om nedskæring, der øger kriminaliteten, vil politikerne nok undgå den påtænkte besparelse. Hvis man yderligere kunne påstå, at arresthusene landet over er fyldte med psykisk syge indsatte er forsiden hjemme. Frem med data og kontakt til det lokale dagblad.

Journalisterne købte historien, og her kommer så min pointe. Jeg har tilfældigvis både ansættelse i psykiatrien i det pågældende amt og er arresthuslæge og fængselslæge som bijob. En af journalisterne fik fat på mig i min funktion af arresthuslæge og ved et kig på minuttælleren på min mobiltelefon, orienterede jeg ham i 43 minutter om situationen som jeg oplever den. Jeg oplever ikke, at fængslerne er oversvømmet med psykotiske, de er anbragt på de retspsykiatriske afdelinger. Det er ganske vist, at nogle bliver arresterede, men netop derfor er der ved hvert eneste arresthus ansat en almen medicinsk udannet læge, der kan sortere de psykotiske fra. Hverken domstolene eller politiet endsige fængselsfunktionærerne er specielt trænede i denne opgave. Der er ligeledes nogle, der under fængslingen udvikler psykoser, de bliver naturligvis behandlet og indlagt efter god lægelig skik. Nogle arresthuslæger beklager sig over, at de der henvises til psykiatrisk afdeling bliver returneret efter få timer til få dage. Dette skyldes at flere af de indsatte simulerer psykisk lidelse. Det er nu en gang sjovere at være indlagt på den lokale lukkede psykiatriske afdeling med adgang til fri buffet og rare sygeplejersker at tale med, end at sidde på en 8m2 stor celle i 23 af døgnets 24 timer og kigge ind i væggen. Da de almene medicinere trods alt ikke har længere psykiatrisk træning vil ansættelse af psykiatriske konsulenter ved landets arresthuse højne kvaliteten og sikkerheden i diagnostikken. Slutteligt fortalte jeg om den åbenlyse skjulte dagsorden med forsøget på at forhindre nedlæggelse af en lukket afdeling.

Endelig konklusion. Journalisten ringede til en anden arresthuslæge, fik den ønskede historie og dagens forside d. 2/10/04 lyder med overskriften:

Kritik af psykisk syge bag tremmer



Mine kommentarer blev ikke omtalt. Troværdig journalistik? Politisk dagsorden? - Din bedømmelse.







Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage