NetPsych nyhedsbrev d. 30-05-2005

Email icon Emne: Misbrug og offentlig sygesikring

Misbrug og offentlig sygesikring

Nyhedsbrev Netpsych nr. 22 årgang. 5 dato: 30-05-2005


Misbrug og offentlig sygesikring




Man kan umiddelbart ikke se nogen sammenhæng med den almindelige danske sygesikring og misbrug, men ved et nærmere eftersyn er der alligevel en tydelig tilknytning mellem de alment praktiserende læger og det medicinske misbrug i Danmark.

Der er forskellige forklaringer herpå. Den første forklaring er at misbrugerne naturligvis vil søge deres misbrugsstoffer, hvor de er tilgængelige. Lægerne har altid stået for udskrivning af smertestillende medicin og beroligende mediciner, og det er to meget efterspurgte stofgrupper. Som læge er man ofte udsat for et solidt pres fra patienternes side for at udskrive medicin, enten med rus for øje eller for at falde i søvn, eller at undgå ubehagelige abstinenser. Det er rimeligt veldokumenteret at ca. 70% af stofmisbrugernes medicin (ikke inkluderet metadon) er udskrevet af de privat praktiserende læger.

Når jeg arbejder i fængsel får alle indsatte deres medicin trappet ned til efter Sundhedsstyrelsens retningslinier, men næste gang forbryderen bliver indsat (80 % vender tilbage), er medicinen næsten altid genoptaget. Hvorfor så det? Det kunne tænkes at den privat praktiserende læge handler efter ”mindste skades princip” – lad ham da få en lille smule, så han er mere dæmpet. Det må heller ikke være rart, at have en misbruger til at ringe til ens konsultation dagligt med ønske om dette eller hint, ligesom venteværelser sjældent er velegnet til at huse højrøstede misbrugere. Slutteligt er der jo også det økonomiske aspekt. Alle gruppe et sikrede har en fast læge. Læger modtager både et basishonorar pr patient på omkring 300 kr. om året, når nu en misbruger kigger forbi til optankning en gang om ugen lægges det 104 kr. oveni pr gang. Den kyniske udlægning bliver en indtægt for en almen praktiserende læge på ca. 5.000 kr. om året pr misbruger.

Løsningen på dette problem kunne være ganske enkelt, med de meget udbyggede registre kunne man koble antallet af recepter med et misbrugsstof fra lægepraksisen direkte til honoreringen og foretage et passende fradrag. Det vil aldrig ske.


«« Tilbage