|
|
|
NetPsych nyhedsbrev d. 07-10-02
Emne: Tortur og tvangsfiksering
Tortur og tvangsfikseringNyhedsbrev Netpsych nr. 36 årgang. 2 dato: 07-10-02
Tortur
Ved lytning til radioaviserne i går fik jeg en melding om, at Europarådets torturkomite havde udtalt skarp kritik af den danske praksis om fiksering af psykiatriske patienter. Jeg troede først at det var en fup-historie, men da den blev gentaget dagen igennem, må den have været seriøst ment.
Baggrunden for den danske holdning og praksis om fiksering af psykiatriske patienter er ikke kontroversiel blandt ansatte på de psykiatriske afdelinger. Udspringet er det såkaldte ”mindste middels princip” således at en iværksat sanktion til enhver tid skal være den mindste indgribende foranstaltning. Forudsætning for fiksering, er at patienten er indlagt på et psykiatrisk afsnit. I tilfældet med at fiksere patienter er der efterfølgende mindst et ud af to krav der skal være opfyldt. Patienten skal have været inventarødelæggende i ikke ubetydeligt omfang, dette oversættes almindeligvis til, at der skal have været begået hærværk på inventaret som en bevidst destruktiv handling. Det andet krav er at patienten enten har været truende overfor medpatienter, eller fysisk voldelig overfor ansat personale. Det kræves ikke at blodet skal have flydt eller der er efterladt personale med brækkede lemmer, men den almindelige praksis er en vurdering om at en fysisk voldsanvendelse er nærliggende, og at fikseringen derefter anvendes for at undgå yderligere skade.
I forbindelse med fiksering har vi ofte strakt os vidt for netop at undgå fikseringen. Patienten er almindeligvis blevet tilbudt beroligende medicin eller søgt beskyttet på en anden afdeling eller sengestue. Når beslutningen om fiksering alligevel bliver truffet sker det under opbrud af et massivt antal tilstedeværende personer, dette udfra den enkle filosofi, at kun meget får er så syge, at de ikke erkende at de står overfor en overvældende overmagt. I 99,9% af tilfældene bliver patienten herefter fikseret i fred og ro med et såkaldt mavebælte, der mest af alt ligner en meget solid livrem med en bredde på ca. 10 cm, der herefter fastgøres i sengerammen. Hvis patienten er særligt urolig og sparker og slår ud efter personalet, kan der suppleres med hånd- og fodremme. Slutteligt har patienten i den tid fikseringen varer altid et personalemedlem ved sin side, en såkaldt fast vagt, der overvåger patientens velbefindende. Det skal udarbejdes en tvangsprotokol, og en patientrådgiver tilkaldes for at patienten kan få en uvildig rådgivning om baggrund og klagemuligheder. Langt de fleste fikseringer er overstået på få timer.
Denne praksis er nu betegnet som at sidestille med tortur. Jeg har svært ved at se sammenligningen, men på den anden side vil det være påkrævet med flere studiebesøg på psykiatriske afdelingen i andre lande for at studere deres måde at tackle potentielt personfarlige udadreagerende patienter.
Som et kuriosum vil jeg slutteligt anføre, at jeg flere gange er blevet bedt om at fiksere en patient under mine vagter på afdelingen. Det har ofte været patienten selv, der har bedt derom. Rationalet er, at en fiksering ikke er et entydigt tvangsmiddel, men også kan bruges af en svært syg psykotisk person, der har en fornemmelse af at kroppen er ved at gå i opløsning, netop ved at være fikseret i et bælte kan denne fornemmelse forsvinde.
Venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych.
Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk
NB tjek altid: Netpsych for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.
Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.
«« Tilbage
|
|