NetPsych nyhedsbrev d. 08-08-2005

Email icon Emne: Benzodiazepin nedtrapning

Benzodiazepin nedtrapning

Nyhedsbrev Netpsych nr. 32 årgang. 5 dato: 08-08-2005





Benzodiazepin nedtrapning




Denne uges nyhedsbrev er som flere tidligere efter et spørgsmål fra en af mine læsere, der spurgte til min metode ved nedtrapning af benzodiazepiner.

Benzodiazepiner er nok den største katastrofe, der overhovedet er indført i sundhedssektoren. Det er mediciner med en dokumenteret beroligende og krampestillende effekt, ligesom de er velegnede som sovemedicin og til at anvende i forbindelse med operationer og procedurer, hvor det er ønskeligt med en døsig og samarbejdsvillig patient.

Imidlertid er de selv samme mediciner særdeles velkendte til at give medicinafhængighed efter ganske kort tids forbrug, det sker faktisk ofte indenfor den første uge ved regelmæssig brug og senest efter en måned. Herefter sidder personen i saksen og er blevet medicinafhængig, og det er ofte meget svært at få standset medicineringen uden voldsomme abstinenser. Det er ellers en rigtig god ide, at få medicinen trappet ned, idet den selv samme medicin, der skulle virke angstdæmpende og beroligende, ofte går ind efter kort tid og forværrer angst og uro, smadrer nattesøvnen, giver personlighedsændring med aggressiv opførsel og forværrer tendens til depressioner.

Det er således en ren drømmemedicin for storkapitalen, klienterne bliver afhængige af deres junk, og har brug for stadig større dosis. Det er endnu bedre end rygning, for her dør 50 % af brugerne, hvis de følger fabrikanternes anvisninger. Nå, så meget for sarkasmen denne gang. Der er tre måder at stoppe med medicinen på:


1. Den Kolde Tyrker, stop fra det ene minut til det andet. Der skal være mindste tre forudsætninger, for at det kan holde. Motivation, viljestyrke af stål, og medicinforbrug på ikke over en måned. Ellers er risikoen for abstinenskramper ganske enkelt for høj.

2. Kontrolleret nedtrapning af stoffet. I dette tilfælde vælger man populært sagt den dosis, der er indtaget sammenholder den med det antal år, man har været medicinafhængig og bruger lige så mange måneder som afhængigheden har varet i år til nedtrapning. Denne metode kaldes ofte for ”Heather Ashton's metode” og den er indgående beskrevet på: http://www.benzoinfo.dk/ som jeg uden forbehold vil omtale som den bedste ressource til medicinafhængighed, specielt af benzodiazepiner tilgængeligt på et let forståeligt og velskrevet dansk. Eneste mangel er manglende link til min egen hjemmeside ;)

3. Fenemalnedtrapning Jeg skifter stort set altid til en kontrolleret nedtrapning med fenemal, når compliance og motivation er behersket. Jeg anvender fenemalnedtrapninger i de fængsler jeg servicerer under kriminalforsorgen, varighed, som under punkt 2. Fordelen er at jeg derved undgår benzodiazepiner i fængselet (de er meget efterspurgte) og fenemals lange halveringstid gør stoffet let at anvende, ligesom der ikke kommer abstinenskramper, hvis den indsatte på eget initiativ ikke længere er i fængsel (er stukket af)








Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage