NetPsych nyhedsbrev d. 03-10-2005

Email icon Emne: Monaco.2

Monaco.2

Nyhedsbrev Netpsych nr. 40 årgang. 5 dato: 03-10-2005





Kongres i Monaco - 2




Som anført i sidste nyhedsbrev, har jeg tilbragt store dele af forrige uge med en kongres i Monaco. Det var firmaet AstraZeneca, der inviterede til et såkaldt ”stand alone” møde, og denne uges nyhedsbrev er med fokus på de oplevelser, jeg havde der.

Keks fra Australien afholdt et spændende foredrag om den akutte intervention i svære sindslidelser. Han kunne vist at de forskellige primært atypiske præparater var lige gode i den akutte fase med god effekt på anspændthed, depressivitet og ophidselse. Han anbefaling var at anvende et primært atypisk antipsykotikum i kombination med et beroligende middel, eksempelvis høj dosis benzodiazepin. Der skal dog også i den akutte situation betones at benzodiazepiner kun er til kort tids behandling.

Herefter kom den næsten obligatoriske programændring, idet en af foredragsholderne fik forfald, og i stedet opresumerede Cortese de nye erfaringer med de primært atypiske som hurtig intervention. Det vides, at en nydebuteret psykotisk patient i gennemsnit har fem lægelige kontakter inden diagnose stilles og behandling iværksættes, og det er muligt at den velkendte beskadigelse af hjernens grå substans kan forhindres ved tidlig intervention.

Peuskens fra Belgien talte om langtidsbehandling, bivirkningerne heraf og hvilke markører man bør vægte i den forbindelse. Han anbefalede atter de primært atypiske grundet den svagere frekvens af bivirkninger end ved de traditionelle antipsykotika.

Efterfølgende var der lidt langt mellem snapsene inden det bedste foredrag, der ligeledes var det sidste i denne kongres. Det var Murray fra London, der havde samlet alle tilgængelige da6ta om skizofreni og samtidig misbrug af hash. Det kunne vises ved pooling af disse data, at skizofreni med sikkerhed kan stamme fra hashrygning, specielt når man tidligt begynder at ryge og samtidig har en genetisk variant i den såkaldte COMT genotype. Personer med en speciel undertype er så disponeret for skizofreni, når de ryger hash, at han argumenterede for genotypebestemmelse af unge med hash(mis)brug. Det antages at THC far hash bevirker en ændring af dopaminreceptoren således at der kommer øget sandsynlighed for skizofreni.

Så langt så godt, nogle overraskende resultater, men der skal endnu megen forskning til, inden vi med sikkerhed kan påstå, at vi ved alt. Jeg fik en god frokost i Grimaldi centeret og tog sammen med mine kolleger bussen til Nice, hvor vi via Paris var hjemme i familiens skød sidst på aftenen. Det er nu irriterende at flyve på turistklasse, og jeg glædede mig over at flyveturen heldigvis ikke var transatlantisk. Det var et tiltrængt afbræk fra den travle kliniske hverdag at være til kongres, Det var spændende at møde gamle kolleger, og stifte nye kontakter, der var da også lige mulighed for at snuse lidt rundt i Monaco og lade sig imponere af de mange limousiner, de fabelagtigt kostbare boliger og havnes mylder af luksusbåde.








Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage