NetPsych nyhedsbrev d. 10-10-2005

Email icon Emne: VIFAB

VIFAB

Nyhedsbrev Netpsych nr. 41 årgang. 5 dato: 10-10-2005






VIFAB




Efter et par venlige og neutrale nyhedsbreve, er det atter tid til at hvæsse pennen og optimere tastaturet til lidt sarkastisk galde. Jeg har tidligere harceleret over de ofte meget letkøbte argumenter som alternative terapeuter arbejder med, og har nu systematisk læst om en offentlig institution ved navn VIFAB.

Forkortelsen står for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling. Det er en selvejende institution under Sundhedsministeriet med hjemsted i Århus, det blev oprettet i 1998. Der er seks ansatte. Centeret har overordnet set to opgaver. Det skal indsamle og formidle viden om alternativ behandling, og det skal støtte ny dansk forskning på dette område. Sådan et center har vi brug for. Hver anden dansker går på et eller andet tidspunkt i sit liv til en alternativ behandler - helt nøjagtigt 45% af befolkningen, ifølge undersøgelser. Derfor er det et centralt spørgsmål såvel for landets sundhedsvæsen som for den enkelte forbruger, om alternativ behandling virker.

Formålsparagraffen er kort og klar: "Formålet med centeret er at øge viden om og kendskabet til forskellige former for alternativ behandling og deres virkning, at fremme og udvikle forskning på området samt fremme en dialog mellem sundhedsfagligt personale, alternative behandlere og brugere."

Centret har eksisteret siden 1998, der er uddelt ikke mindre end 20 millioner kroner til forskning af effektivitet af alternativ behandling. Både alternative behandlere og ”rigtige” behandlere har fået del af de mange rare penge. Der er efter 7 års dans om guldkalven endnu ikke et eneste forskningsprojekt, der har påvist effekt af alternativ behandling, det lige fra akupunktur til zoneterapi. Der er heller ikke blevet publiceret en eneste artikel i et eneste anerkendt videnskabeligt tidsskrift.

Konklusionen er snublende nær, der er da vist et par mennesker der har fundet et rigtigt godt sugerør i statskassen til at få finansieret deres virke. Du kan selv læse VIFAB’s udredninger på hjemmesiden:

www.vifab.dk

Eller kritik af VIFAB på Skeptikernes hjemmeside:

www.skeptica.dk/2005/laigaard2.htm








Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage