NetPsych nyhedsbrev d. 27-02-2006

Email icon Emne: Bombemanden

Bombemanden

Nyhedsbrev Netpsych nr. 9 årgang. 6 dato: 27-02-2006








Bombemanden




Så skete det igen, en psykisk syg person er anklaget for i sin sygdom at have konstrueret en amatør udgave af en bombe og (måske uforvarende) er kommet til at lædere et medmenneske alvorligt.


Konsekvensen fra pressen i den trykte og elektroniske verden er forudsigelig og faldt prompte. ”Der må være tale om en systemfejl” Der har heldigvis været medier, der har reflekteret lidt videre, for det har ikke sparet på advarsler fra psykiatrisk side om konsekvensen af den stadige reduktion af psykiatriske sengepladser. Det er lige frem sådan, at Overlæge Peter Kramp fra retslægerådet år efter år viser, at kriminaliteten begået af sindslidende fortsat stiger eksponentielt med ca. 5 % om året. Det kræver kun en almindelig regnemaskine for at forudse at der om føje år vil være meget få pladser i det psykiatriske sygehussystem der er forbeholdt almindelige sindslidende. Da vi i øjeblikket har ca. 20 % af vores sengekapacitet belagt med retspsykiatriske patienter, er regnemaskinen yderst nøjagtig til at forudse, at de 50 % af pladserne vil være retslige patienter om bare 19 år.


Der findes kun en eneste løsning på dette faktum, det er flere sengepladser, specielt sengepladser beregnet til langtidsindlæggelse. De få afdelinger vi har tilbage har et voldsomt patientflow med mange indlæggelser og udskrivninger, og der er aldrig ro, stabilitet og kontinuitet nok til de kroniske patienter kan profitere tilstrækkeligt. Hver eneste dag er jeg som ansvarlig på en akut modtageafdeling tvunget til at forkorte tiltrængte forløb og sende patienter hjem inden jeg gerne ville. Der står i hver eneste vagt nye trængende patienter, der har brug for indlæggelse. Det er endnu meget let at spotte de patienter, der har brug for de lange forløb, det er de kronisk skizofrene med kun delvis respons af behandlingen og samtidigt misbrug. De kendes endnu på, at deres journaler ofte er tykkere end fem centimeter. Men det sætter den elektroniske patientjournal snart en stopper for.


I de sidste år har der i stedet for de nedlagte sengepladser været oprettet utallige ”behandler-teams” med det formål at afværge overflødige indlæggelser. Uanset om man har kaldt dem for Opsøgende psykose team, Tidlig intervention, Intensiv team, Mobil team eller lokal team er og bliver det ikke et tilstrækkeligt tilbud. Det lyder besnærende at møde den sindslidende i eget miljø og eget hjem, men desværre er den slet skjulte dagsorden at undgå at de fylder op på hospitalerne. Der er da også meget dårlig dokumentation for undgåelse af (nye) kriminelle handlinger fra klienternes side.


Den entydige melding til beslutningstagerne må således være: Hvis i vil have færre kriminelle psykotiske er det ubetinget nødvendigt med flere langtids sengepladser






Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage