NetPsych nyhedsbrev d. 20-03-2006

Email icon Emne: Rekrutering

Rekrutering

Nyhedsbrev Netpsych nr. 13 årgang. 6 dato: 20-03-2006








Rekrutering til psykiatrien, og lidt mere




Der er atter fokus på de få tilmeldinger til at blive psykiatrisk speciallæge. Allerede nu står omkring 15 % af slutstillingerne ubesatte hen og med den skæve uddannelse af læger, hvor vi danskere åbenbart skal være med til at uddanne en god del af de svenske og norske læger, kan det forudsiges at det fortsat vil være svært at få nok uddannet til psykiater.

Personligt kan jeg naturligvis godt ærgre mig en del derover. Vi bliver nødt til at sige nej til flere, der kunne have brug for en god samtalerække og medicinsk behandling, og det er naturligvis ikke godt for arbejdsglæden. Samtidig hermed viser div. Udspørgen af de medicinske studenter og kandidater, at de vægter psykiatrien lavt. En af de gode forklaringer på, at studenterne er afvisende er nok brugen af tvang i psykiatrien. Det er desværre almindeligt at patienterne, der er voldelige eller truende i deres psykoser bliver bæltefikseret, og en sådan fiksering resulterer altid i en ordination om en fast vagt, der hele tiden er til stede på stuen for at sikre sig at patienten har det bedst muligt. Denne faste vagt kan ofte være en lægestuderende, der vil supplerer sin indkomst og få lidt klinisk erfaring. Han kommer således til stede timer efter voldsepisoden og kunne måske være lidt reserveret overfor tvangen.

Jeg er meget uenig i mine kollegers fravalg af psykiatrien. Det psykiatriske arbejdsområde er utroligt spændende og udfordrende. I disse år står vi foran gennemgående videnskabelige landevindinger, hvor vi om føje år kan tilbyde specifik forebyggende behandling til de medborgere, der går rundt med genetiske afvigelser, som disponerer til psykiatriske sygdomme. Det er ulig lettere at forebygge end at helbrede. Eksempelvis ved vi nu, at skizofrene alle har en defekt i katecol-o-transferase receptoren, men at kun halvdelen vil blive skizofrene. Med en forebyggende behandling vil utallige lidelser blive forhindret.

Psykiatri er basalt set en biologisk defekt. Det er uomtvisteligt, at mange også har en kummerlig opvækst med i bagagen med misbrug, vold, seksuelle overgreb og omsorgssvigt. Det basale er i skrivende stund de genetiske defekter, der ligger i personligheden som en ueksploderet bombe, indtil summen af overgreb, negative oplevelser rene tilfældigheder og svigt udløser sygdommen. Gener koder for proteiner, der danner transmittorer, der bevirker defekte neuronale netværk, som resulterer i kognitive defekter, og de kognitive defekter giver symptomer, der efterfølgende klassificeres og rubriceres som sygdomme.

Psykiatri er den eneste lægelige speciale, der afgørende afviger fra dyrenes sygdomme. Det er det mest spændende, mest udfordrende og mest givende speciale af alle. Med psykiatrisk viden kan vi afgørende gøre en forskel, hvis ellers vores kære patienter selv vil. Vi kan ikke snakke os ud af de psykiatriske sygdomme, selv om det naturligvis er en fordel at kunne kommunikere meningsfyldt med sine patienter. Freud er død og samtaleterapiens æra er ovre, fremtiden er biologisk med forståelse for de genetiske defekter.

Ups jeg har vist forvildet mig bort fra overskriften, men det er mig ikke altid helt let når tastaturets magiske dragning tager over. Hvis nogen er i tvivl, er jeg biologisk orienter og vægter den medicinske behandling ulig højere end den uvidenskabelige snakke behandling. Uanset om mine snakke kolleger kalder deres behandling for: gestalt terapi, kognitiv terapi, analytisk psykoanalyse, støttende terapi eller regressionsbehandling, har de desværre kun en meget dårlig dokumentation for effekten. Så slutteligt vil jeg udbringe et: Længe leve den videnskabelige model med dobbeltkontrollerede undersøgelser, evidens og stringens. Vi biologiske psykiatere kan stå inde for effekten af vores behandling, det er der andre, der har ganske betydelige problemer med.

Det var også ugen med årsmøde i Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg havde kun tid til mødets første dag. Det blev en kalejdoskopisk blanding af fortvivlelse og optimisme. Jeg havde sat formiddagen af til opdatering i det skizofrene spektrum, men blev meget skuffet. Foredragsholderne var måske nok vidende og professionelle, men dette faktum borger ikke for god foredragsteknik eller god formidling af materialet. Alle synes det var bedst at stå med ryggen til publikum, mens de læste op fra skærmens power point billeder, det gjorde et rædsomt indtryk. Eftermiddagen var en hel del bedre. Jeg havde fokus på misbrug, der er mit hjertebarn og overværede en god seance i denne gruppe. Jeg havde slutteligt æren at blive udvalgt til kasserer i den ny stiftede undergruppe for psykiatere med interesse for alkoholisme og misbrug. Jeg navigerede bilen hjem efter middagen og glæder mig til næste udfordringer.

Næste uge er min sidste ferieuge i dette ferieår, med mindre jeg falder over en computer og en god del inspiration på Grand Canaria, er næste nyhedsbrev først i uge 14.






Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage