NetPsych nyhedsbrev d. 20-04-2006

Email icon Emne: At købe ny bil

At købe ny bil

Nyhedsbrev Netpsych nr. x-tra årgang. 6 dato: 20-04-2006





At købe ny bil




Jeg er med det ene ben i flyveren på vej til kongres i Island, og regner med et fyldigt referat i næste ordinære udgave af nyhedsbrevet. Jeg er dog brændt inde med inspiration, som jeg ikke kan gemme, idet den er afhængig af den forløbne påske. Jeg vover derfor et ekstra nyhedsbrev og håber på tilbagemelding fra mine læsere.

Det er de mærkeligste steder, jeg får inspiration til nyhedsbrevet. Jeg har set en ny sammenhæng på vej op af en bjergside i Vogeserne, har genoplevet livet og inspirationen en lun og dog melankolsk nat i Monaco, set en obskur udsendelse i tosse-kassen og opsnappet en flygtig ordveksling på ramblaen i Barcelona, for efterfølgende at udgive det som nyhedsbrev. Aktuelle nyhedsbrev fik mig til at se på vore forhold mellem piger og drenge i et nyt lys via en påskefrokost hos mine meget modne forældre i deres sommerhus på Mols.

Jeg har længe spekuleret over hvorfor nogle parforhold holder og andre ikke, og specielt den videre skæbne individerne har efter brudte parforhold. Det er en solid erfaring på psykiatrisk skadestue, at der ofte er besøg af, hvad sygeplejerskerne lidt foragteligt kalder for ”vandmændene” det er grædende, halvfulde, midaldrende mænd, hvor hustruen har fået nok og opsagt parforholdet. Årsagerne kan være mange og er nok resultatet underordnet, manden er uønsket i videre samliv og kasseret. De mænd får ofte en krank videre skæbne med etablering, eller udbygning af misbrug og social deroute. Den anden type mænd ser vi derimod aldrig, det er de mænd, der selv har taget initiativet til ophør af parforhold og sikret sig på forhånd.

Det er netop de mænd jeg aldrig ser, men jeg ved de eksisterer, de har ikke brug for psykiateren, de har garderet sig. De har som overskriften siger og som påskefrokostens mandehørm formulerede det, købt en ny bil. Der er ingen mand med bil, der kunne drømme om at sælge sin gamle bil før han har undersøgt markedet for de nye, prøvet flere prøveture, regnet på afskrivningen, overvejet motorstørrelse, farve, ekstraudstyr, brændstoføkonomi etc. Først derefter lader manden sig skille og straks søge i nyt parforhold, han har købt ny bil.

Jeg lader atter kynismen og sarkasmen lyne og vover den påstand, at vi drenge er en samling skvat, der kun vanskeligt kan klare en fyreseddel fra partneren, og hele tiden ”fedtspiller” for at bringe sig i bedste situation. Jeg modtager meget gerne velovervejede modargumenter.

Vejrudsigten lover sne på Island, jeg ser frem til et par inspirerende dage








Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage