Emne: Min kolega

Min kolega

Nyhedsbrev Netpsych nr. 20 årgang. 6 dato: 15-05-2006

---

Min kollega

Det er ikke altid, at jeg som afdelingsansvarlig psykiater, får gode oplevelser. Psykiatri er et tungt speciale, hvor der ofte er fokus på de negative oplevelser, og som boss på afdelingen kan jeg kun uddelegere de rimeligt ukomplicerede tilfælde, så Sorte Per ender gerne hos mig. Alligevel prøver jeg altid at fokusere på det positive, det er der, vi kan gøre den positive forskel.

Det er velkendt, at vi læger kollektivt lider under det såkaldte ”Tarzan-syndrom”, vi tror, at vi kan klare alt, det være sig fem hjertestop og seks multitraumatiserede i hver vagt, og naturligvis tager vi aldrig fejl. Det er en velkendt vrangforestilling, der tangerer selvbedrag og løgn i en ikke smigrende sammenblanding. Vi er kun mennesker, og mennesker tager fejl og har begrænsninger.

Når lægen når til endestationen for handlingen, beslutningen eller ressourcen, ligger kun få oplagte løsningsmodeller klart parat. Vi har det svært ved at erkende fejltagelser, det er ikke velset at søge hjælp, selv om vi lidt hyklerisk har oprettet støttegrupper. Der er kun yderst få, der ved hvordan det føles at have taget udfordringen op mod døden, for at have tabt men selv overleve. Der er ikke mange muligheder tilbage, når selvransagelsen og den dårlige samvittighed gnaver i den kolde mørke timer, når vi ikke kan falde i søvn og hele tiden ser patientens bedende øjne eller hører de pårørendes gråd. Vi misbruger, selvmedicinerer eller forsøger på anden måde at komme igennem.

Jeg har i den sidste uge modtaget en kollega til indlæggelse, der ikke kunne klare presset. Årsagen var obskur, men resultatet klart, Han havde drukket sig fra sans og samling i meget lang tid for at kunne fungere. Han blev slutteligt indlagt til afrusning. Det tilbud fik han naturligvis, og det var min smertelige pligt, at orientere ham om, at jeg samtidig var forpligtet til at orientere embedslægerne og hans tilstand.

Det er ikke rart at se en god kollega, eller noget som helst andet menneske, i opløsning. Det er ubehageligt at se, at vi har begrænsninger men det er nødvendigt at erkende og indse det. Efterforløbet er soleklart, jeg kan naturligvis bryde mine forpligtelser og ”holde hånden over ham”, det vil jeg ikke af to grunde, for det første er jeg forpligtet til at underrette embedslægerne, så de kan foretage en bedømmelse af hans evner til eventuelt at fortsætte som læge, for det andet har jeg en forpligtelse overfor de patienter der vil søge ham i fremtiden, de skulle gerne behandles af en ædru læge og ikke en beruset.

Han kom selv vaklende ind til afdelingen støttet af to hærdebrede Falck folk, og lignede mest af alt noget katten havde slæbt ind eller noget der er kravlet ud fra under en sten. Jeg gav ham den bedste behandling, men det er kun ham selv, der har ansvaret for at komme tilbage i saddelen.

Næste uge er jeg til kongres i Canada det årlige møde i APA, kun hvis jeg falder over en brugbar internetforbindelse kan jeg sende et nyhedsbrev, på den anden side af opholdet venter en sarkastisk beskrivelse af det nordamerikanske, og et fyldigt referat af oplevelserne på kongressen.

---

Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych

---

Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.

---