|
|
|
NetPsych nyhedsbrev d. 29-05-2006
Emne: APA - blog
APA - blogNyhedsbrev Netpsych nr. 22 årgang. 6 dato: 29-05-2006
APA - blogh
Det blev så første gang jeg gæstede Canada, Toronto og APA. APA er den amerikanske psykiatriske forenings årsmøde, og er den største psykiatriske kongres på verdensplan. Man kan med god ret sige at muslimer tager til Mekka, og psykiatere tager til APA. Min tur var sponseret af Janssen Cilag – tak for det. Som de seneste kongresser deler jeg nyhedsbrevet op i faglig del og en blog lignende del. Dette er, som det efterfølgende viser, blog.
Jeg tog afsked med min familie tidlig lørdag morgen og tog toget fra Kolding til København, hvor vi først fløj fra Kastrup til Heathrow i London for omkring ved 14 tiden dansk tid at flyve videre til Toronto. Ingen flyselskaber har række nr. 13, overtro trives fortsat. Det var glimrende flyvevejr med ubetydelig turbulens, men de 8 timer fra England til Toronto trak søm ud af min tålmodighed. I farvandet omkring Newfoundland var der selv fra 10 kilometers højde tydeligt en stor mængde isbjerge, det lignede grangiveligt flormelis spredt med rund hånd på et gnistrende blåt stykke satin. Vi var fremme kl. 18 lokal tid, eller midnat på dansk. Jeg begyndte denne blog på rejsen, mens en slumrende canadisk boreekspert periodisk belærte mig om de metoder, man anvender, når man skal bore i klipper for at udvinde råstoffer. Vi var et selskab på omkring 16, dels psykiatere dels ansatte hos Janssen Cilag på turen. Vel fremme på hotellet med en solid jetlag i kroppen, fik vi en smule mad inden trætheden krævede sit.
De første dage var meget forvirrende, når der er 25.000 deltagere i en enkelt kongres, er det nødvendigt med et vist system, og med et stigende antal variabler, stiger kompleksiteten. Vi boede heldigvis kun 500meter fra kongressen, nogle kolleger jeg mødte boede 30 km væk. Jetlagget trak desværre ud, så jeg havde en irriterende fornemmelse af tørre øjne i kombination med en følelse af syre i flere muskelgrupper. Foredragene begyndte alle med en opfordring til at slukke mobiltelefonen og undgå at tage foto. Alligevel var der til hvert eneste foredrag en glemsom eller selvoptaget kollega, der fandt det nødvendigt at blive ringet op, lige som specielt de asiatiske psykiatere uafladeligt tog billeder af præsentationerne.
Toronto beskrives som den mest etniske by i verden, der er over 80 forskellige folkeslag, og der tales mere en 100 forskellige sprog. De få jeg mødte var venlige og høflige og begyndte altid med et ”How are you” læg mærke til, at jeg ikke satte spørgsmålstegn, for det gik hurtigt op for mig, at de ikke forventede et direkte svar. En unik konstruktion, jeg aldrig har set andre steder er ”The Path” = Sporet. Det er en underjordisk 12 kilometer lang indkøbsgade med over 1.200 forskellige butikker. Byen er velholdt helt uden graffiti og glaslæskurene ved busstoppestederne er hele og ikke smadret hver morgen, som i det fredelige Danmark. Man kan kun købe øl, vin og alkohol i specielle liquor -stores, og først efter det fyldte 20.de år.
Selv om, der var mange spændende foredrag (ca. 2.000 i alt), var der heldigvis tid til en enkelt udflugt. Vi tog en guidet tur til Niagara. De lå en times kørsel fra Toronto og var en kolossal oplevelse. Vi tog først en helikopter for at se det helt fra oven, det var min første tur, og jeg dirrer fortsat indvendig af skræk. Små helikoptere flyver forlæns ved at vende rotoren på skråt fremad. Man flyver således med en fornemmelse af konstant at falde forlæns. Man er meget tæt på naturens kræfter og kan mærke de store forskelle i lufttryk, selv i den beskedne flyhøjde. Helkoptere er følsomme for vindstød, det bevirker at man ofte sidder med en fornemmelse af at falde forlæns og sidelæns samme tid. Vi sejlede efterfølgende med skibet ”Mist” (engl. vanddamp) der sejlede helt ind under de to vandfald og drev lidt 10 – 20 meter fra faldene. Der er det mest kendte Canadiske vandfald, der er hesteskoformer, og det mere lige amerikanske vandfald. Man får udlevet et klart blåt engangsregnslag, og vi blev hurtigt forvandlet til en samling forvoksede smølfer, der skiftevis var imponeret over synet og skiftevis fik en frisk fornemmelse af en regnbyge i ansigtet. Kombinationen mellem det varme solskin og det kolde vand der periodisk piskede i ansigtet med bitte små dråber mindede mig om min tur til ”Den Blå Lagune” på Island, men her var temperaturen og elementerne blot byttet om. Dog var vandets dråber blot mindre end regn, men større end havgus og tåge. Vi har ikke udtrykket ”mist” på dansk så jeg vil anvende udtrykket regntåge. Vandet synes helt hvidt neden for faldet, og trods regnslaget blev alle våde, nørdet som jeg er, havde jeg medbragt en plasticpose til elektronikken. Vandfaldet tordnede sine 200.000.000 liter vand i minuttet ned omkring os og bulderet mindede mig atter om, hvor voldsom naturen kan være. Da vi efterfølgende så det hele oppefra kunne man se vandets ubønhørlige fremmarch med flere og flere hvirvelstrømme det fik jo nærme på kanten. Vandet var klart grønt, men skiftede til hvidt, da det falder ud over kanten for at ramme overfladen 100 meter længere nede. Det skummede og sydede lige under faldet og der var en voldsom regntåge af vandet, hvilket bevirkede en række smukke regnbuer. Da jeg stod oppe ved kanten mærkede jeg vibrationerne i fødderne fra dette konstante bombardement.
Den sidste aften spiste vi i CN-tårnet det er en forkortelse for Canadas Nationaltårn, og er det højeste frit stående tårn i verden. Der var adgangskontrol, idet der er en naturlig respekt for fundamentalistiske idioter. Jeg oplevede for første gang, at blive undersøgt med trykluft. Det er muligvis en af de seneste metoder til at anvende elektroniske duftsensorer til afsløring af sprængstoffer, man står i en gennemgang, og jeg troede lidt naivt først, at vi i bedste Star Wars stil skulle ”Beames” op til toppen, i stedet kom der trykluft, der pressede tøjet ind til kroppen og gav frisuren en helt ny drejning. Turen op til de 341 meter restaurant tager under et minut, og de vandrette tværribber i vinduerne på vejen op afspiller synet af den hastigt svindende terra firma som en langsom udgave af en flimrende gammeldags stumfilm. Jeg har alle dage haft en solid højdeskræk og tog derfor udfordringen med en drink i verdens højeste bar op med bævende hjerte. Jeg vidste at der nogle steder er glasgulv med frit udsyn lodret nedad. Efter et par meget hurtige glas vin gik jeg ud på glasgulvet og betragtede den lokale baseball bane 300 meter nedenunder med de mikrobestore spillere. Det var grænseoverskridende.
Vi begyndte turen hjem ved 14 tiden lokal tid og flyet lettede kl. 17. Jeg forsøget at kompensere for rejsen mod tidszonerne med et par kopper øl og en bevidst oparbejdet træthed, og når jeg sidder her sidst oppe en fredag aften i Kolding lokal tid har det nok virket. Om ikke andet er det nok det længste blog nyhedsbrev jeg endnu har lavet, med lidt held et seriøst nyhedsbrev i næste uge, og jeg kan allerede nu afsløre at det er meget, meget længere.
Tak til de professionelle specialister fra Jannsen Cilag, det være sig Mads, der bare var til stede med en god energi, til Pia og Dorte, der var værd at være sammen med og mor Åse, der bare klarede alting, Til mine kolleger sender jeg en tak til Sebastian fra Amager hospital, der hjalp mig at modificere min højdeskræk,(jeg er fortsat højdeskræk, men på en mere struktureret måde) og til Susanne, som jeg selv kunne lokke ud på glasgulvet, da hun så at jeg turde. Jeg vil nu søge den lille død (søvnen) inden jeg i morgen vil leve den første dag i resten i mit liv og sende dette nyhedsbrev på mandag.
Venlig hilsen Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych
Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dkNB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri. Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.
«« Tilbage
|
|