Spise- og pubertetsproblemer

Jeg er en pige på 15, jeg bor i en meget normal familie tror jeg. men min familie er meget kold. min far har aldrig sagt at han elsker mig, det kan jeg i hvert tilfælde ikke huske! lige meget hvor længe jeg tænker over det. min bror gider vidst ikke rigtig have noget rigtig forhold til mig, han er 21, ikke et rigtig søster-bror forhold. han har haft en kæreste genem 4 år ca. som jeg så, og stadigvæk ser meget op til (de har slået op nu) , hun havde bulimi. jeg ja, man kan vel sige jeg har haft bulimi, min mor opdagede det heldigvis ved at lytte ved badeværelsesdøren. jeg klarer mig okay godt i skolen og jeg har mange venner, men jeg føler ikke rigtig je har nogen helt rigtige venner. og nu er jeg bare meget ked af det, og har igennem lang tid ca. 1 år gennem pe´rioder haft selvmordstanker. jeger meget træt. jeg føler mig og så lidt som det sorte får i familien. i dag fik jeg afvide min morfars mor var psykisk syg, hun var vidst nok maniodepresiv. og nu tænker jeg bare på omk jeg er en normal teenager, eller jeg burde få noget hjælp? Jeg har det også tit godt, men nogen uger går det bare helt galt. Jeg tænker også meget over jeg ikke har en kæreste, og jeg aldrig har haft det, selvom jeg godt ved at det nok skal komme. jeg lyver meget, synes jeg selv, men mere sådan uskyldige løgne om mit liv overfor mine veninder. mest for at lyde lidt mere interresant. men er jeg normal eller?

Svar (10 okt 2004)

Kære frk. F.

En ung pige i din alder er altid meget usikker på sig selv, fordi du er ved at udvikle dig fra at have et barns identitet til en voksen identitet. Det sker aldrig uden at man i en periode føler, at det hele skrider under en. Al selvtillid, selvfølelse og identitet er ved at skifte fra en tilstand til en anden. I en periode føler man, at man ikke er noget værd. Nogen har sværere problemer med dette skift end andre, men alle gennemgår det i din alder.
I den periode har man brug for nogen at støtte sig til - det være sig en kæreste, en god familie, venner, kammerater osv.
Hvis man ikke rigtigt kan bruge nogen af dem til at snakke problemerne igennem med, er der andre muligheder. Du kan gå til din socialforvaltning og sige, at du har brug for at tale med nogen om dine problemer. Her har man en børne-unge-rådgivning, som helt sikkert vil hjælpe dig.
Selv om du måske kan have bulemiske træk, tror jeg ikke, at du er unormal, psykisk syg eller på anden måde anderledes end alle andre mennesker, for så ville du ikke have overskud til at tage kontakt hertil, men jeg vil alligevel give dig og andre, som måtte læse dette et tlf.nr, som du skal bruge, hvis du alvorligt går med tanker om selvmord: Livslinien tlf: 70 201 201.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann